Breiviks ugerning i buddhismens søgeløs

Før vi retter opmærksomheden på Anders Behring Breivik, må vi se lidt nærmere på buddhismens lære om "godt og ondt". I buddhismen opfatter man det "gode" og det "onde" på en lidt anden måde end i kristendommen.

I Dhammapada hedder det: "Man er selv skaber af det onde; man er selv forurenet af det. Man er selv den, der lader være; man renser sig selv fra det. Renhed og urenhed afhænger af én selv. Ingen kan rense den anden (for ondskaben)".

Buddhismen lærer os, at ondskaben er noget vi selv skaber. Mennesket er derfor ikke ond i sig selv og det onde er heller ikke en udefra kommende kraft, som inficerer os.

Det buddhistiske ord karma bidrager til en nærmere forståelse, men misforstås ofte. Karma er ikke ens skæbne og ej heller et retsprincip, men det, at vore handlinger har en årsagssammenhæng.

Buddhismen har ikke en Gud, som kan belønne eller straffe for gode eller onde gerninger. Mennesker skaber selv deres egen karma med bevidste handlinger udført af krop, tale eller tanker. De handlinger, som ikke er styret af de tre gifte: begær, had og dumhed, går fri af karma. Det er dog ikke alle handlinger som skaber karma, kun de handlinger, som er styret af bevidst villen.

Karma er aldrig en virkning, men der er naturligvis altid en frugt eller et resultat af ens karma. Vi er altid dybt berørt af den karma vi har skabt, og dét kan se ud som belønning eller straf, men i virkeligheden er man selv ophavsmand til resultatet af ens handlinger.

Der er to andre ord i buddhismen, som har med disse ting at gøre, og det er kusala og akusala. De betyder ikke helt det samme som godt og ondt, men snarere: Hensigtmæssigt og uhensigtsmæssigt. Man tænker her på, at der findes gode handlinger, som er hensigtsmæssige for ens fordybelse i

Buddhas lære og dårlige handlinger, som er uhensigtsmæssige i den henseende.

De tre gifte, som jeg omtalte overfor kaldes de tre uhensigtsmæssige rødder eller akusala mula:

Havesyge, begær eller grådighed (lobha).

Had, uvilje eller modvilje (dvesha).

Dumhed eller vrangforestilling (moha).

Den buddhistiske praksis og fordybelse går nu ud på at vende disse tre gifte til de fire positive mentale tilstande:

Venlighed eller menneskekærlighed (maitri)

Medfølelse, deltagelse eller barmhjertighed (karuna)

At glæde sig på andres vegne over deres lykke (mudita)

Sindsro eller sindsligevægt (upeksha)

Beiviks bevidst kalkulerede handlinger er et udtryk for hans mangel på empati og en sygelig længsel efter vold, som han har lært af al-Qaida og de militante islamister. Hans handlinger er helt klart grusomme, udspekulerede og bevidste. Samtidig er han ekstremt selvoptaget og samvittighedsløs. Han erklærede krig mod Norges multikulturalisme, og var indstillet på at myrde så mange som muligt af de ansvarlige for at nå sit mål. Han betragter sig selv som en militant nationalist.

I et buddhistisk lys er han selv ansvarlig for frugterne af hans karma, som han ikke sådan uden videre kan rense sig for. Men selvfølgelig er der også en vej for ham.

I kristendommen tror jeg, at Gud tilgiver alt, hvis man tror på, at Gud ofrede sin søn, for at mennesker kunne vende tilbage til Gud i kærlighed efter deres ugerninger. I buddhismen er det ikke i orden at hade et andet menneske for dets onde gerninger. Et sådant bevidst had er roden til en dårlig karma.

Jeg mener heller ikke, at det tilkommer mig som buddhist at tilgive et andet menneske for hans ugerninger. Måske er det tilfældet i kristendommen. For Jesus siger i Johs. 20,23 følgende: "Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt".